Mindesang fra Harrildhus, 1971

Mel.: Jeg ved et lille himmerig

I himmersyssel - himmerland

der sognet Vokslev findes,

det byder ej på større pragt,

en storby ej der findes
 

Men skole, kirke findes da

i Hornum smed og bager.

Der findes ingen bøgeskov

men korn, kartoffelager

I himmerland en barsk natur

med lyngklædt kæmpehøje,

befolkningen med frisk kultur

kan modgang ikke bøje

Iblandt dem lever sagnfigur

herr Tordenkalv lidt snusket.

tre grimme røvere fra Rold

de bliver også husket

Fra højens top der kan vi se

en gård på sletten ligge,

den ligger frit for regn og sne

og solen kan den slikke

Dens lange længer lyser hvidt,

kontrasten til det sorte

den spænder vidt og favner bredt

med sine røde porte

Det er vort gamle fødehjem

med sine kære minder,

du ligger der med rolig fred

mens tiden hastigt rinder

Til dig vor længsel ofte går

om lyse, glade tider –

de mørke, dem vi også har

tit nok i sindet slider

Vort gamle hjem det blev for os

med sine gode toner,

en fæstning stærk, foruden vold,

og rygende kanoner

Den højst befalen ej vi så,

for han var i det høje,

men mor og far hans ordre lød,

vi lærte knæ at bøje

Det er vel nok et herligt syn

at skue vejens slyngen,

de gamle huller, hesteholm

der ”overtoft og lyngen”

Hvad ser vi der? En håndfuld sten,

et mærke for en rede,

en lille Lærke – Stenpik bo,

vi ville den jo frede

Den gamle ”Rolling” husker vi

med gule kalket vægge,

med tjæret sokkel, kampstenstrap,

og stråtag var dens dække

Mon storkeparret kom i nød?

og småt blev eksistensen,

men hvor blev de af, det ingen ved,

men tom blev residensen

Du gamle have, moders fryd

med abildtræer og lillie,

og anniskål og loutstensrod

samt roser, stauder milde

Det var jo moders største lyst

en stor naturlig gave,

ja, sådan måtte det se ud

i paradisets have

Du lille sjove sladrebæk,

du havde din bestilling,

der mange dyr har læsket sig,

du havde vandbevilling

Du blev vort frilufts-badekar

ved skoven der forneden,

du så os som Guds skaberværk,

men tav med hemligheden

På Harrildhus vort stamtræ stod,

det skød så mange Kviste,

de blev til stærke grene, god

ompodet blev til sidste

Tilbage blev der dog en ”Kvist”

af sønnerne den sidste,

vi håber den må fortsat gro,

og håbet aldring brister

Vi mindes fader som han var

den stoute brede bonde,

han tiden fulgte, flittig var,

en trælle ingenlunde

Han manden var på Harrildhus

det føltes alle vegne.

Hans meninger og ord stod fast,

hans tanker var hans egne

Vi mindes moder, hun var kær

i hele hendes væren

hun var så fin og ren af sind,

hun Gud gav hele æren

På hendes våbenskjold der stod

de ord så overlegne

i kærlighed og mildheds ånd

det onde måtte segne

Vi børn vi fik en arv så god

som aldrig vi kan miste,

at nøjsomhed og arbejdsflid

kan igen fra os vriste

Og af formaninger vi fik,

dem må vi ikke glemme,

at ære Gud og sige tak,

og lade ham bestemme

Forfatter: Ukendt